Community » Hattrick Press

Højt at flyve - dybt at falde

Written by Lars-K

Valgt til U20 landstræner i Danmark 3 gange og som landstræner for Færøerne 3 gange.
Et hold i DK, et på Island og et på Færøerne. Fuld skrald på Hattrick og jeg kunne ikke få nok.
Der gik ikke en uge uden at jeg skrev min. med 20 forskellige i private beskeder, og derudover selvfølgelig en stor aktiv deltagelse på forum.
Jeg jagtede anerkendelse og trofæer. Jeg søgte bekendtskaber og et godt netværk.

Pludselig opdagede jeg at, jeg ikke havde været på Hattrick i en hel uge..

Højt at flyve
Man kan altså ikke blæse og have mel i munden på samme tid, men jeg insisterede på at gøre det. Og når man for alt i verden vil opnå succes, så er jeg typen der går langt for at få det. Jeg kunne ikke tage min mobil op, uden lige at tjekke noget på hattrick. På arbejde mødte jeg altid lidt før om fredagen for at få overblik over formstigninger mv. så jeg kunne komme i mål med den rette taktik til landskampen den pågældende fredag. Min online tid pr. uge lå på 25-35 timer og blev især opnået om aftenen, hvor ungerne sov, og så kunne man godt lige nørde lidt hattrick til midnat som minimum.

At vågne op til at være valgt som landstræner er for vildt. En unik følelse at få nøglerne til noget som man kun kan få lov til i et virtuelt spil, hvor andre brugere skal pege på dig er altså for nice.
Og første gang er det meget overvældende, så man kaster sig ud i at scoute på flere generationer på samme tid. Da jeg var U20 træner første gang var der ikke reglen med emnelisten, så der havde man få døgn til at få overblik over kommende trup, og også VM truppen, hvis man skulle lykkes med en kvalifikation. Jeg mistede aldrig lysten og sulten i mine perioder. Jeg opnåede dog aldrig en medalje, som var min drøm, men jeg blev bedre med tiden. Jeg lærte af mine fejl, og selvom der altid vil være folk der er uenige med dig som landstræner, så er jeg alt i alt tilfreds med mine præstationer. Især min sidste trup jeg kvalificerede med, var helt unik. En trup jeg virkelig selv havde stor indflydelse på, da jeg selv scoutede på den, da det var min anden periode i træk med holdet. Det var en samling af de aller bedste U20 talenter jeg har set, og at se flere af dem få debut, og banke på døren til A landsholdet er faktisk ret fedt.

Udover at kaste alle mine kræfter i landstrænergerningen har jeg også altid haft fokus på at få egne talenter på U landshold, og har ialt 50+ kampe med egne spillere på U landshold. På Island har jeg vundet et par “trøste” pokal turneringer og etableret et fornuftigt hold i II.
Dog er følelsen stadig at der mangler noget succes og anerkendelse for tiden der er brugt. Det er nok et personligt issue, men altså min bagside af medaljen. Forstå mig ikke forket. Jeg havde det sjovt undervejs!

Dybt at falde
Når man vil og tror på at man kan flyve, så pisser man nogen op ad ryggen undervejs. Jeg er ikke typen der er bange for at tage en debat, og derfor har jeg også fået mine uvenner i min landstræner tid. Jeg har aldrig haft i sinde at træde nogen over tæerne, men jeg indrømmer gerne at nogle af de taktiske politiske kneb jeg foretog i kulisserne, ikke er de ting jeg er mest stolte af. Dog vil de personer jeg har arbejdet tættest med vide at der intet personligt er i det fra min side, men blot har været vindergenet der har spillet ind, få at opnå succesen. Men det har været svært at logge ind og lige pludselig er der aldrig nogen der skriver til en om råd, vejledning eller sparring, for man ikke står som landstræner. Pludselig var indbakken tom…

Siden jeg stoppede som landstræner har jeg ikke fulgt med i én eneste landskamp. Jeg fulgte i starten lidt med på forum, men opgav senere. Til sidst kørte mine egne hold blot med deres standardopstillinger og alt jeg gjorde var at trække et talent i fodboldskolen hver uge.
Men jeg savnede hattrick. Så jeg kom til at tænke på hvad der reelt motiverede mig, og hvad jeg synes der gjorde hattrick sjovt. Et eksempel på noget der føles helt rigtigt er Golden generations projektet på Færøerne. Det samler virkelig folk om et positivt projekt. Alt hvad jeg synes der er sjovt ved hattrick er i det projekt. Det handler om de små frø man sår, og ser vokse sig store over tid. Og at gøre det i selskab med andre er blot forstærkende.

Vingerne kan bære
Jeg synes stadig at hattrick er sjovt, og selvom jeg har kørt på et minimum i en periode, så bliver jeg altså hængende. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle komme til den her konklusion, men jeg synes at en gylden generation vil være en gave at kaste sig ud i et hvert land!
Tidligere ville jeg have argumenteret for hvad godt talentarbejde kontinuerligt igennem f.eks. DUSS kunne gøre, og at dette ville være det bedste, men faktum er at det slider på dem der trækker læsset. Og for meget slid, og for højt at flyve gør altså at faldet bliver større.

Jeg tror de fleste der har lagt megen tid i hattrick kan genkende sig selv en smule i ovenstående. Efter et stort intenst forløb har man brug for at skrue ned.
Jeg håber dette indlæg vil være til gavn for kommende brugere der vil kaste meget tid i et projekt.
Sæt endelig sportslige målsætninger, men husk at have dig selv med i det! Overvej hvad der motivere dig i spillet, og sørg for at have denne motivation med dig hele vejen hvad end det er at være landstræner, eller om du vil vinde superligaen eller Hattrick masters.

Mine drømme er heller ikke væk. Jeg gør sikkert comeback på NT siden engang, og jeg går stadig med en lille umulig drøm om at vinde den øverste række med mine 3 hold. Og det giver stadig motivation at ligge træningsplaner langt ud i fremtiden, for at få alle drømme og planer til at gå op i en højere helhed.