We use cookies - they help us provide you with a better online experience.
By using our website you accept that we may store and access cookies on your device.

Giganternes kamp - Toppen af dansk HT sæson 76

Onsdag aften mødtes Contract Killers og Rustenstorken i landspokalturneringens finale. Den ordinære spilletid blev 1-1 og efter endt straffesparkskonkurrence stod Junker i spidsen for Contract Killers tilbage med den flotte titel og pokal med en 5-4 sejr. Junker har været manager for Contract Killers siden 2004, og selvom det tilbage i sæson 35 blev til en 2. plads, har klubben ikke fået en af de helt store danske pokaler i skabet før nu.
At det lige netop blev Contract Killers og Rustenstorken der stod overfor hinanden i finalen, vidner om at disse 2 hold netop nu uden tvivl er de stærkeste i Danmark. De ligger henholdsvis nr. 1 og 2 i superligaen i skrivende stund, med samme pointantal og kun 3 måls forskel i målscoren. På søndag mødes de så igen i netop superligaen, og vinderen af kampen står med serveretten til titlen som danske mestre sæson 76, da der efter på søndag kun er én runde tilbage af sæsonen.

I denne artikel går vi tæt på Junker og Goffdahl der både er nogle af HT DK’s grand old men, og også udgør toppen af poppen i netop denne sæson.

Man kan ikke nævne Junker uden at nævne VM guld med det danske landshold. Det er også den begivenhed rent sportsligt der fylder mest når man spørger ind til de store øjeblikke i hans karriere. ”Dengang NT finalen blev spillet var vi en gruppe managere der havde sat hinanden stævne på et værtshus hvor kampen blev set på storskærm. Det var så vildt. Glæden ved at kunne dele oplevelsen med andre var ubeskrivelig”, nævner han i sit tilbageblik på den store begivenhed.

Hvordan griber man så en finale i et virtuelt spil som man ligger en masse timer i på ugentlig basis tænker man så? Junker afskrev muligheden for sejr da han var bagud 0-1 og klokken nærmede sig aftensmaden. Med maven fyldt loggede han på igen og opdagede at hans virtuelle kæmpere var kommet tilbage i kampen og havde udlignet, og at kampen nu var i forlænget spilletid. Derfra og resten af kampen, kunne han sidde på kanten af stolen, og til sidst fejrer titlen med en specialøl eller to.

Goffdahl mangler også en hel stor titel i pokalskabet, og muligheden for revanche er der jo allerede søndag. Han erkender at han blev ”taktisk outclassed” i finalen af Junker, men er klar på hævn søndag. Goffdahl har spillet hattrick siden 2002, men selvom han snart kan se frem til 19-års jubilæum mangler de store pokaler i Rustenstorkens pokalskab. Til en sammenkomst med andre hattrickere blev han af den legendariske Lausted prikket lidt på maven omkring hvad han egentlig havde opnået hidtil i Hattrick.

”Man skal høre sandheden fra børn og fulde Hattrick-legender” siger Goffdahl med henblik på Lausted måske havde lidt ret, men måske er dette lavet om på søndag efter giganternes kamp i superligaen.

Hvordan opnår man denne succes, som begge hold i denne sæson høster frugterne af?

Opskriften på både Contract Killers og Rustenstorkens succes er meget ens. Den langsigtede plan er alfa og omega og faktum er at man ikke vinder titler i Hattrick hvis man ikke kan planlægge. Derudover er de inde på emner såsom fordele ved homegrown spillere, og selvfølgelig at kunne forstå hele det økonomiske aspekt i Hattrick, da man skal have styr på moneterne for at få dem til at række til de målsætninger man har sat. Sidst men ikke mindst er de begge også enige om at Hattrick har en dimension som ikke direkte er afgørende for resultaterne på banen, men er menneskelige faktorer der gør at spillet er sjovt igennem flere år. Deres engagement og bekendtskaber med andre managere både i separate forbund, og i det åbne forum har været en stor faktor for at de står hvor de gør i dag.

Goffdahl har høstet meget andet end virtuelle oplevelser med Hattrick. I den forbindelse nævner han: ”Og Hattrick har givet mig så mange andre ting end pokaler på forsiden af klubsiden. Det har givet mig helt vanvittigt mange personlige relationer og gode venskaber. Og så mange gode oplevelser gennem årene i form af træf, arrangementer eller lignende.

Og så har det kickstartet min professionelle karriere. Jeg har sådan lidt hutlet mig igennem en masse uddannelser og aldrig rigtig gjort noget færdigt. Men Hattrick fik mig til at starte som selvstændig spiludvikler sammen med nogle kammerater, og vi udviklede et spil, der på mange måder mindede om Hattrick. Spillet blev aldrig en kommerciel succes, men det nåede at leve online i næsten 15 år, og der var brugere, der rundede 30.000 logins over årene, så et eller andet har vi da gjort rigtigt. Min rolle i firmaet var marketing. Og da jeg ikke vidste noget om det dengang, måtte jeg jo lære det fra bunden. I dag sidder jeg som leder i en stor virksomhed med ansvaret for vores digitale marketingindsatser. Det er pga. Hattrick.”

Junker nævner også at han ikke havde spillet Hattrick i så mange år hvis der ikke var et forum: ”Uden forummet havde Hattrick ikke været sjovt ret længe.” Han er selv medlem af en sundhedsforbund, hvor han er meget aktiv, og så er han også fan af projekter, som f.eks. at deltage i teams omkring landshold, eller som GG projektet på Færøerne hvor man som han siger ”kun” engagere sig i lang tid, og ikke for evigt.

Så her har du det altså. Hvis du vil vinde de helt sjove pokaler, så skal du blot komme med den bedste plan, udføre den, og hygge dig imens. Man kan være heldig, talentfuld/dygtig eller ”pisse arbejdsom og vedholdende” som Goffdahl siger, og det er også det sidste han selv betegner sig som. Denne egenskab er der også i Junker, for uden den kan man ikke opnå resultater over tid. Helt tilbage i 2004 havde jeg selv æren af at starte i samme VII som Junker også spillede i. Dengang var han allerede en talentfuld manager, og måske lå det allerede dengang at Contract Killers ville vinde noget stort, og jeg ville ende med blot at skrive om dette. Contract Killers vandt i sæson 24 i VII.751 alle 14 kampe og sluttede med en målscore på 86-15, hvor mit eget hold tog til takke med 19 point og 6. pladsen. Jeg tabte hhv. 8-1 og 7-1 til ham, så til det har jeg blot at sige ”pas på Junker”. Jeg bliver bedre og bedre for hver gang vi mødes.

Hvis nu Goffdahl skulle løbe med Superligaen, er adgangsbilletten også hjemme til Hattrick Masters. Junker har allerede sikret sin deltagelse via pokaltitlen. Begge vil glæde sig til at deres hold vil skulle repræsentere det danske flag ved HT masters, men ingen af dem ytrer sig omkring deres muligheder for at gå hele vejen. Måske er det den danske jantelov der en lille bitte smule er til stede, men jeg vil ønske dem begge alt mulig held og lykke videre på rejsen med deres to fantastiske hold, og også deres andre hold, hvor de både på Færøerne og i Norge skal passe på disse to skarpe danske managere.

Del jeres mening på forum, deltag i debatten og kommenter på artiklen her: (17382025.1)

2020-12-18 21:39:38, 459 views

Link directly to this article (HT-ML, for the forum): [ArticleID=22017]

 
Server 071